Tilvejebringelsen af "Listen 2"

1924 var året, hvor KPO for første gang lagde musik på et medie, nemlig en god gedigen lakplade i 78'er format - lige efter lakrullen formentlig. Jo den findes skam endnu i et velbevaret eksemplar. Siden er det blevet til en del indspilninger af forskellig slags og senest i 1994, hvor orkestret lavede sin første CD. Dermed var der åbnet for den moderne tekniks muligheder for indspilning.
Som det sker i alle andre ensembler, opstod der gennem 2007 en trang til at forevige det aktuelle lydbillede i KPO.
Ganske vist sad kassererens nerver uden på tøjet. For forudsætningen var naturligvis, at de økonomiske rammer for et sådan projekt, som minimum skulle være neutrale. Når det nu skulle være, var det oplagt at påbegynde en indspilning lige efter forårskoncerten, hvor orkestret traditionelt er i topform, og som tidligere blev det i Sun Studio på Dortheavej, at optagelserne fandt sted.
Optagelserne af "Listen 2" som CD'en kom til at hedde startede d. 2. juni 2008 og i alt er der brugt 6 eftermiddage/aftener i studiet til at få alle numrene "i kassen". Derudover var nogen af orkestrets medlemmer i studiet og indspille diverse solo'er m.v.
Den første indspilningsdag forløb noget kaotisk, idet der jo skulle placeres mikrofoner de rigtige steder, alt KPO's slagtøj skulle ind i studiet og vi skulle alle lige vende os til at "bag-gearet" i form af trommer og bas blev sat i hver sin "havestue" da de ellers ville forstyrre de øvrige mikrofoner i studiet alt for meget.

2. juni 2008
Det var lykkedes at få samling på tropperne, der mødte op i Sun Studio på en af årets varmeste dage - selvfølgelig! Der var naturligvis aircondition i det moderne studie, men anlægget kan selvsagt ikke køre, når optagelserne finder sted. Så det blev en varm omgang.
Til at begynde med virkede alt kaotisk. Omkring 50 personer skulle placeres efter helt andre normer, end man plejer. Derefter blev mikrofonerne placeret i forhold til hver instrumentgruppe eller instrument. Så fulgte lydprøver med de enkelte grupper, således at teknikerne kunne finde det rigtige niveau for optagelsen.
Efter et par timer med ordrer, lyde, instruktioner, "igen" og "ja tak, den er fin" var vi efterhånden klar til at lave første egentlige optagelse. Men det var ikke sådan at begå sig i et studie, så der var en del kommentarer om ikke at sidde og trampe takten i gulvet, så det kom med på lydsporet og lade være med at hoste. Vi fik også formaningen om ikke at tælle højt under indspilningerne. Det var der heller ikke nogen der gjorde, så så langt så godt.
Endelig kom vi i gang med optagelserne. Det hele startede noget trægt, for vi skulle alle sammen vænne os til, at lydbilledet var et helt andet end vi er vant til - og hvor blev lyden fra slagtøjet af? Dem kunne vi ikke høre - ej heller bassen. Langsomt men sikkert vænnede vi os til det, men det tog sin tid.
Første optagelse blev lavet. Det gik da nogenlunde - er den første tanke de fleste fik. Alle er noget spændte og indimellem måtte vi naturligvis "klippe" lidt i tingene, men egentligt gik det da ikke så galt endda. Som aftenen skred frem anedes faktisk et noget mindre anstrengt udtryk på dirigentens ansigt. 24. november 2008
På denne dag optog KPO arbejdet med at indspille vores CD. I løbet af sommerferien var der en del der var gået "i glemmebogen", så efteråret blev brugt på at få øvet det hele op til den standard vi gerne ville præsentere på CD'en.
På dagen fik vi lejlighed til at høre nogen af optagelserne fra foråret og det var dejligt at høre at det vi selv mente var godt dengang, stadig "kunne holde vand". Der var et par enkelte "ups'er" som så senere blev "klippet ind" således at det hele tog sig godt ud på den færdige CD. 

KPO's eget kor
Efterhånden som vi fik indspillet alle numrene, nåede vi omsider til Tuba Tiger Rag med Dean Kloe som solist. I dette nummer er det meningen at et kor skal medvirke, men der var ikke lige noget i nærheden, og ingen havde skænket det en tanke at kontakte et af de andre kor med relation til politiet, inden vi gik i studet.
Løsningen blev at Peder spurgte ud i lokalet; "hvem kan synge kor i den her", og godt nok er der mange ting som medlemmerne af KPO kan, men det at synge stod altså ikke øverst på listen. Nuvel, efter lidt overtalelse såsom "man kan jo ikke høre den enkelte" og lignende, så blev det til at ca. 20 medlemmer af orkestret indvilgede i at gøre forsøget.
Peder satte sig til flyglet og instruerede de enkelte stemmer i det flerstemmige kor. I løbet af 20 min var vi klar til at gøre forsøget.. Der var selvfølgelig noget nervøsitet at spore, men generelt så blev der gået til opgaven med krum hals i vanlig KPO stil. Første optagelse var nok ikke noget at skrive hjem om, men efterhånden steg modet og da vi så "dubbede" det (indspilles igen i et nyt spor og begge afspilles) så lød 20 mand m/k som 50!

Vejrtrækninger og "KPO all stars"
Den første optagelse blev lavet, og som billederne viser, så var der meget stor trængsel i teknikrummet for nu at høre hvordan "KPO all stars" lød. Stor var overraskelsen for os alle da vi hørte resultatet. For en ting er at kunne spille, men synge kan altså også lade sig gøre. Mange var overraskede over resultatet, men vi måtte lige tage det hele om nogen gange, således at alle trak vejret på samme tid.
Apropos vejrtrækninger. I "Tuba Tiger Rag" står der i noderne "big breath" i tuba solostemmen. Til at starte med var det ikke noget som Dean havde øvet sig specielt meget på, men da der er meget "skæg og ballade" i nummeret, skulle denne vejrtrækning jo selvfølgelig også med på optagelsen.
Vores tekniker Andreas gjorde klar til at Dean på kommando skulle trække vejret og det så ret sjovt ud at se Dean, med hovedtelefoner på, stå og vente på at lave det perfekte "big breath". Der blev optaget nogen stykker og resultatet kan du høre på CDen. En meget lille trompet
I "Tuba Tiger Rag" indgår også en Piccolotrompet solo og som navnet antyder, så er det altså ikke nogen særlig stor trompet der er tale om. Som det ses af billedet, så fylder den ikke meget, men har en meget skarp og gennemtrængende klang.

Det færdige resultat
Hele CD projektet tog sin begyndelse en mørk aften i 2007 og projektet blev afsluttet med aflevering af materiale til både CD fremstilling fra studiet og covers m.v. til vores leverandør ca. 3 uger før forårskoncerten i 2009. Det havde hele tiden været planen at det skulle nås til koncerten, men det kom til at koste "blod, sved og nok også en lille tåre". Især for undertegnede, da det at få sat hele indlægget i CD coveret op og også lave designet på selve CD og ikke mindst at sætte bag-coveret op i de dertil indrettede programmer inden det hele skulle i trykken tog sin tid.
I KPO er vi meget stolte af det færdige resultat og det er vores håb at i vil støtte orkestret ved at købe et eksemplar af "Listen 2" som den kom til at hedde. CD'en er ikke udgivet til salg, men tilbydes kun til orkestrets aktive medlemmer og orkestrets passive medlemmer.