Tasmania International Tattoo

Rejsen og oplevelserne
Tasmanien er ikke beliggende lige om hjørnet, men nærmere lige omme på den anden side af jordkloden - ca. 39.000 km væk! Den samlede flyvetid udgør ca. 20 timer, og der går ingen fly direkte fra København til Hobart. I alt skulle vi 45 personer afsted. Det sædvanlige store problem, når vi rejser med orkestret, er vores bagage. For selv om vi begrænser omfanget af instrumenter mest muligt, har vi alligevel 600 kg foruden vores kufferter.
Afrejsen foregik lørdag den 4. juni med Thai Air. Alle var iført det gode rejsehumør, og ingen havde tilsyneladende den tanke, at der skulle gå næsten 2 døgn inden vi igen kunne komme til at ligge i en seng. Sagen var nemlig den, at hvis vi fløj "non stop" til Sydney, ville vi ankomme så sent på dagen, at vi ikke kunne komme med et fly videre til Tasmanien før næste dag.
Det geniale rejseteam havde derfor fået indlagt et 8-10 timers ophold med sight seeing i Bangkok, hvorved vi fik en ekstra oplevelse med sejlads på floden og et kig i den gamle bydel med "Grand Palace", den liggende kæmpe Budha og mange af de øvrige seværdigheder, som man nu kan nå på så kort et ophold. Med andre ord: varmt, eksotisk, mærkværdigt, og fantastisk kontrastfyldt.
Videre til Sydney. Her kom den første store prøvelse med at få al bagagen losset over i nogle transportere for at det kunne blive bragt til indenrigslufthavnen. Trætheden havde måske nok meldt sig hos nogen, men alligevel gik det hele fint og gnidningsløst. Der var vel 4-5 timer til at ordne det hele, så der var ingen grund til at få stress.
Endelig landede vi i lufthavnen i Hobart. Hundekoldt var det. Vel en 4-5 graders varme, og vi var lige rejst fra den dejlige danske sommer. Vores værter mente, at det var det koldeste vejr, man nogen sinde havde haft på øen!
Indkvartering og hurtige instrukser. Det var sidst på eftermiddagen og ved at blive mørkt! Forholdene var rimeligt gode. Nogle skulle bo i hytter, der var fuldt udstyrede, mens andre skulle bo i motelværelser, der var knap så atraktive. Hele området bar præg af mest af være benyttet til sommerbrug, og da det indebar, at der f.eks. ikke var varme i motelværelserne, ja, så var der bare sk... koldt. Der blev dog rådet lidt bod på det ved, at der var blevet sat en elvarmeovn ind, men den havde bare ikke været tændt i forvejen.
Nå pyt. Vi skulle alligevel se at få noget at spise, og så skulle vi ellers i seng - efter 38 timer undervejs skulle det gøre godt. Der var ikke den helt store stemning for at lave "fis i lejren" den aften!

Ankomst til Hobart
Endelig landede vi i lufthavnen i Hobart. Hundekoldt var det. Vel en 4-5 graders varme, og vi var lige rejst fra den dejlige danske sommer. Vores værter mente, at det var det koldeste vejr, man nogen sinde havde haft på øen!
Indkvartering og hurtige instrukser. Det var sidst på eftermiddagen og ved at blive mørkt! Forholdene var rimeligt gode. Nogle skulle bo i hytter, der var fuldt udstyrede, mens andre skulle bo i motelværelser, der var knap så atraktive. Hele området bar præg af mest af være benyttet til sommerbrug, og da det indebar, at der f.eks. ikke var varme i motelværelserne, ja, så var der bare sk... koldt. Der blev dog rådet lidt bod på det ved, at der var blevet sat en elvarmeovn ind, men den havde bare ikke været tændt i forvejen.
Nå pyt. Vi skulle alligevel se at få noget at spise, og så skulle vi ellers i seng - efter 38 timer undervejs skulle det gøre godt. Der var ikke den helt store stemning for at lave "fis i lejren" den aften!

Det er altid spændende at se stedet, hvor vi skal optræde - og hvor vi i øvrigt kommer til at tilbringe meget ventetid, mens de andre prøver eller optræder.
Det var ikke meget plads, der var levnet til os, men som om det var aftalt på forhånd, var der ingen, der brokkede sig.
Produktionspersonalet var søde og venlige, ja nærmest familiære. Det havde selvfølgelig også den forklaring, at flere af dem faktisk var i familie, og at de var godt sammentømrede.

Men hvad var det KPO stillede op med? Jo, det var naturligvis dansk, når det er bedst.Gode gamle H C Andersen har ikke levet forgæves, og i dette herrens 200. fødselsår, skulle han jo fejres.
I KPO har vi altid ønsket at gøre tingene lidt anderledes end det, der ligger lige for. For det første føler vi, at det er vores pligt at vise, at politifolk også er mennesker. Dernæst synes vi, at det skal være sjovt at spille, men det skal også være sjovt for de, der skal overvære det. Endelig er det helt klart, at der er en magisk grænse, som adskiller plat og genialitet. Denne grænse må ikke overskrides.
På forhånd fik vi tilbud om at lade nogle 10-årige piger fra en danseskole i Melbourne indgå i vores show. Pigerne skulle selv optræde med "Irish Dancing", hvilket vi herhjemme bedst kender som riverdance. Vi fik dem derfor indarbejdet em i vores show, der altså kom til at handle om en lang række af HC's kendte eventyr. Pigerne skulle simpelthen agere eventyrfigurer, mens vi spillede musikken. Idémanden bag projektet var Robert Kjeldsen , og man skal kunne tænke lige så snørklet som ham for at følge med i idéerne. Det var imødeset med stor spænding, da vi først om onsdagen mødte pigerne og skulle til at instruere dem i deres roller. Hvilket møde det blev.
Vi havde kun 1½ time til at få sat styr på tingene, men pigerne agerede totalt professionelle. De var hamrende søde og vidunderlige. De havde naturligvis fået vores oplæg tilsendt, men de havde næppe forestillet sig helt, hvad det hele gik ud på. Men hold da op, hvor de gik op i deres roller. De var kanon dygtige, og de blev bare bedre og bedre efterhånden, som det hele skred frem.