Nova Scotia International Tattoo

Et dystert kapitel
Store dele af hele tattooet drejede sig selvfølgelig om de stolte skotske traditioner med en masse sækkepiber og andre orkestre, mens KPO, som vanligt, havde rollen som ”The insane Danes” der nok engang gjorde tingene på vores, efterhånden, velkendte Monthy-Pyton agtige facon.
Imidlertid var der også lavet en ca. 15 minutters lang scene som handlede om de ufattelige mange canadiere der, igennem tiden, har betalt den højeste pris en person kan give, for at verdenssituation kunne ændre sig. I denne scene blev der brugt fakkeltog, en fuld-skala Spitfire og ikke mindst ca. 200 frivillige der, iklædt uniformer fra alverdens fag relateret til krige igennem tiderne, gik hen over arenaen som piloter, sygeplejersker, plejere, generaler, menige soldater med kanoner m.v. Alt med rekvisitter fra dengang og nu eller som kopier.
Imens kørte en billedserie på storskærm, 400 mennesker spillede en stemningsmættet underlægningsmusik og en speaker fortalte historien om canadiernes indsats i de forskellige krige og om hvordan de faldne fra de canadiske styrker i Afghanistan bliver hyldet på deres sidste rejse ud af “Highway of Heroes”, som en del af motorvej 401 der løber fra Toronto til Trenton, hedder.
En meget gribende scene og sat rigtig flot sammen med afdæmpet musik. Meget mindeværdigt og det er tydeligt at man i Canada har en lang tradition for at hylde sine faldne.

Oplevelser i Canada
De forrige gange vi har været i Canada har vi kunnet rekvirere en bus og så ellers tage på en lille sightseeing tur til interessante steder i nærheden af Halifax, idet militæret stillede busser gratis til rådighed. Imidlertid, så var det tydeligt at finanskrisen også her havde gjort sit til at udgifter blev holdt på et minimum. Vi måtte derfor selv finde på noget og det blev selvfølgelig til en hel del shopping men også til at bevæge os rundt i Halifax by og høre de koncerter som nogen af de andre orkestre bød på.
Vanen tro skulle vi jo også have gang i ”Canadian Club” som vores egen lille festforening blev døbt allerede 2. gang vi var af sted. Vi fik et par fælleslokaler stillet til rådighed og det var her at hele orkestret mødtes og hyggede sig. Nogen dage til et godt stykke ud på natten, hvilket jo hang sammen med at vi ikke var tilbage fra aftenens forestilling før ca. 2330. Humøret var til gengæld højt og da vi, lykkeligvis,  var de eneste der boede på 9. og 10. etage og der kun var nogen på 7. og 12. så gik det uden nogen problemer med naboerne. Vi blev dog bedt om at holde døren ud til gangen lukket, men det var ikke af hensyn til larmen men af hensyn til ventilationen, fik vi at vide. Det valgte vi så at tro på!
 
KPO bliver internationalt!
Som i sikkert kan regne ud, så blev det til nogen rigtige hyggelige stunder i vores ”Canadian Club” og en aften spillede vores egen lille sousafon-banjo-klarinet trio lidt for os alle. Det skabte stor lykke og lige pludselig kom der en fra det belgiske flyvevåbens orkester farende. Vi troede vi havde vækket ham, men han ville såmænd bare spille med, så om end Luc, som han hed, ikke kunne ret meget engelsk, så overtog han banjoen og så gik det ellers derudad.
Dagen efter havde han åbenbart talt med de andre i hans orkester og han kom tilbage med en kollega, Rudi, der spillede trombone. Han havde ikke lige nogen trombone med hjemme fra Metrocentret, så han lånte en af vores. Og SÅ skal jeg ellers love for at der blev jammet til den helt store guldmedalje. -og ejeren af den lånte trombone troede ikke på at den kunne det som Rudi var i stand til at få den til at spille.
Som nogen vil vide, så kan vores egen Henning Munk Plum virkelig give den gas på klarinetten og da Rudi tilsyneladende var af samme kaliber på trombone begyndte de to at ”battle” imod hinanden. Aldrig har 50 mennesker grinet så meget og aldrig før har ”Bayersk Polka” indgået i en jamsession i dixieland-genren! Det blev en meget mindeværdig aften og det ville være synd at sige at folk så friske ud til morgenmaden, som man var nødt til at hente inden de lukkede kl.1000.